Som flere nok har bemærket og ikke mindst dem som har kendt mig i mange år, så er jeg ikke den som smider små korte beskeder, mails eller indlæg for den sags skyld, hvilket kan være sjovt og berigende for nogen, samtidig med at andre oplever, at det magter de bare ikke at gå i gang med 
Jeg fik i går en besked, som var en del af en igangværende dialog, fra en person jeg holder rigtig meget af. Hun roste mig for mine beskrivelser de forgange dage og skrev samtidig: “Uwem, jeg havde helt glemt hvor lange sms’er du kunne skrive 
“, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af, samtidig med at hun jo havde fuldstændig ret. Så en udmelding som blev sendt og modtaget, som værende positiv på alle måder.
Dette sendte mig direkte ind i en refleksion, affødt af denne sætning, da jeg jo elsker det skrevne og sagte, da det er vores måde at kommunikere til og med hinanden. Det skrevne giver os samtidig som individer mulighed for at udtrykke os, når vi ikke lige står overfor hinanden og kan gennemføre dialogen verbalt – så i min lille verden, skal vi huske at gøre vores bedste, for at blive forstået og ikke misforstået.
For ca. tre år siden, sad jeg i en dialog, hvor en af personerne respondere til en udtalelse, med sætningen: “Ved du ikke hvad du skal skrive, så er det fordi du ikke har noget på hjertet”. Denne sætning har jeg aldrig glemt, da den på nogen måder kan være rigtig, men på andre områder en lille smule fortegnet, da det jo også kan skyldes, at man ikke evner at tro på, at man kan skrive fra hjertet, hvilket dermed kan føles som en “blokering” for nogen.
Vi kender alle følelsen af, at andre er meget bedre til at skrive, til at formulere sig og til at få deres budskaber ud, hvilket også er noget jeg selv oplever, da jeg kender mange som skriver helt fantastisk og virkelig mestre ordets kraft.
Det betyder ikke, at vi skal begrænse os i det vi har og selv kommer med. Vi har alle en historie at fortælle, så det værste som kan ske, er at vi som mennesker lukker ned for for egne historier, for så lukker vi også ned for os selv, hvilket er bagsiden af medaljen.
Lad os derfor alle skrive og tale fra hjertet og ikke hovedet. Når vi skriver/taler fra hovedet, tilpasser vi ofte vores budskab i forhold til, hvad vi tror og mener vores omgivelser vil høre eller ikke, hvormed vi udvander vores budskab og ikke mindst os selv. Skriver/taler vi derimod fra hjertet, så kommunikere vi vores intentioner, vores følelser, vores oplevelser, vores tilstand, vores tanker, vores erfaring, etc., på den mest rene og ærlige måde, som de fleste vil tage imod med respekt og kærligheden til at favne det du kommer med og har i dig.
Det er ikke vigtigt om du skriver lange budskaber eller gør dem korte, men at de er tilpasset dig og hvem du er, hvilket er det absolut vigtigste, for så får du nemmere dit budskab ud på en måde, som kan forståes og ikke misforståes. Vælger vi samtidig at huske de små facetter i det skrevne, som er vores sprog og det vi skal værne om – for vi udvikler os ikke, ved kun at kommunikere med et “Ja” eller et “Nej”.
Tak til dig der skubbede mig ind i refleksionen, for det giver mig indsigter og samtidig lysten til at skrive, hvad jeg har på hjertet 
PS: Bordet til højre nærmest kameralinsen var vores stamplads sidste år, hvilket jeg har gjort den til igen, da man på den måde kan skabe en lille tradition Som billedet også viser, så er det tid til at bestige “Kilimanjaro” igen i dag 
