Vi kender det alle – frygten for at såre andre, frygten for at blive misforstået, frygten for at blive set skævt til, frygten for at noget kan gå galt, frygten for at andre ikke kan li’ mig, frygten for at blive fyret, frygten for ikke at blive tilgodeset, frygten for at miste, frygten for at han/hun skrider, etc 
De sidste 20 år af mit liv, har jeg haft et mantra der hedder: “kald en spade for en spade”. Dette er noget jeg på bedste vis har prøvet at efterleve og i private samt arbejdsmæssig sammenhæng, noget der er blevet italesat overfor mine partnere, kolleger og overordnede. For kalder vi “en spade for en spade”, så tager vi udgangspunkt i det samme og taler om det samme, samtidig med at vi reducere mulighed for at forvrænge “virkeligheden” mest muligt. Det er klart en svær øvelse, da ens “ego” altid prøver at mase sig frem, skjult bag strategi og noget man tror er det rigtige, i håb om at undgå den helt store katastrofe i ens udlægning af ting, da det ikke er alt vi påpeger, som nødvendigvis bliver forstået/oplevet positivt/konstruktivt, da der jo ud over ens eget “ego”, jo også findes et “ego” hos modtageren.
I min egen naivitet, så har jeg en følelse af, at rigtig mange mennesker på min vej, har værdsat den måde at tilgå tingene på. Dette betyder ikke, at det ikke har skabt en masse ballade ind imellem, som samtidig har haft nogle konsekvenser på den ene eller anden måde, hvilket jo er en del af livet, når to “egoer” mødes omkring et emne, hvor den ene ikke nødvendigvis har mere ret end den anden, men bare ser tingene på forskellige måder 
Så vil den kloge nok sige: “hvorfor så ikke pakke tingene lidt mere ind, så alt er perfekt”. Jo, det er nok også det vi er tilbøjelig til at gøre som mennesker, hvor min egen erfaring er, at der går tingene først rigtig galt – måske ikke på den korte bane, men på den lange bane vil virkeligheden som vi prøver at skjule/forvrænge, alligevel komme op til overfladen og vise sit ansigt.
Det er så meget nemmere for os som mennesker at udlægge og forholde os til det som er og sker, end det er at skabe en “ny virkelighed”, for at please vores eget ego og beskytte os selv, af frygt for det som “måske” kan/vil ske, så vi ender med at forvaske det som burde være transparent og det egentlige omdrejningspunkt for det vi står overfor.
Jeg tror, føler og oplever, at kalder vi “en spade for en spade”, så udviser vi langt større respekt, ærlighed, kærlighed overfor hinanden, da vi på den måde kommunikere/taler om det samme, hvorimod en tilpasset virkelighed af hensyn til sig selv og sit eget ego, i bund og grund er en “fiktiv virkelighed”, som aldrig har fundet sted.
Er jeg en spade? Måske? – men tror nu engang på det transparente – gør mit bedste og prøver at blive bedre 
PS: På billedet ser du en smuk solnedgang på Aya Beach, men skal du have hele billedet, så er der lyn og torden i de skyer du ser i horisonten – det var lidt virkelighed herfra