Efter i morges, at have kæmpet mig igennem spansk omelet, masser af frugt, mocca og mangosaft, så kravlede jeg gennem det hvide sand og landede i det jeg efterhånden vil kalde “min” solstol, hvor jeg lænede mig godt tilbage med et veltilfreds smil og mentalt forberedte mig på dagens første dukkert – men opdagede umiddelbart efter den smukke tanke, at vandet var forsvundet

Meget af øen er præget af 2 x høj/lavvande i døgnet, hvor det er mindre udbredt i den nordlige del af øen, hvor jeg befinder mig. Ca. 1-1,5 km ude ligger et stort rev langs kysten så langt øjet række og derfra og ind til stranden er vandet relativt lavt….men i dag var det helt crazy i forhold til tidligere – så enten var det lavvande eller en tsunami der var på vej.

Havde en dyb tro på at vandet nok skulle komme tilbage til mig (som højvande), så begyndte at iagttage hvad der egentlig foregik, i stedet for at måbe for meget.

Et stort antal lokale havde hanket op i små tasker/poser og vandrede rundt ude på de utallige sandbanker som nu var blottede. De rodede i sandet efter noget jeg ikke er helt klar over hvad er, for i min verden findes der kun sand-orme og tvivler på at det er en lækker sag at sutte i sig. Men mit gæt er, at hvad der søges efter har en værdi af en størrelse, som gør at så mange mennesker går på jagt og søger på livet løs, nu hvor muligheden var der.

Landskabet (havbunden) som var blottet ved at vandet var drevet til havs, formede sig på forunderlig vis i mange niveauer, hvor nogle kun bestod af rent sand og andre dækket med tang og hav-planter, som jeg ikke vil begynde at kloge mig alt for meget på

Der sad jeg så samtidig og rådede over uanede mængder af tid, mens jeg ventede på at vandet skulle komme tilbage, hvor det pludselig slog mig, at det var som at følge livets gang, når man betragter naturen ved høj/lavvande, hvilket jeg vil prøve at uddybe lidt mere, så håber du hænger på lidt endnu

I daglig tale i “vores” verden kalder vi det “Up” and “Downs”. “Downs” bliver ofte i “nuet” betragtet som en krise i større eller mindre grad, som nogle gange kan fastholde os i en perception af, at det aldrig vender eller bliver godt igen.

Anskuer vi i stedet “Downs” som værende det samme som lavvande, så giver det os mulighed som personer, at udforske på samme måde som de lokale hernede gør, når de går rundt på sandbankerne og roder i sandet. Roder vi lidt på samme måde, ser os omkring, iagttager “vores” landskab, kigger under tangen, løfter en sten, betragter det som pludselig er synligt for os, så tror jeg på at vi vil hente den vildeste indsigt i os selv og hvem vi er.

Er klar over at det lyder nemt når man sidder på en hvid strand, men det er ved lavvande muligheden er der, for når vandet kommer tilbage, så vil ens “landskab” atter være skjult og næste gang vandet trækker sig tilbage, så møder man det samme som man ikke valgte at betragte ved sidste lavvande, hvormed man endnu engang skal forholde sig til det.

Jeg vil ikke spørge til, hvad det er de leder efter hernede, da jeg tror det de søger gør en forskel. Vil derimod bestræbe mig på at lede efter mine egne skatte, sand-orme, udfordringer som er gemt i sandet, når vandet står lavere end det burde gøre – så man rigtigt kan nyde når vandet står højt, uden at frygte hvad der findes under overfladen

Vandet kom heldigvis tilbage, så har plasket rundt som en glad lille negerdreng, med troen på at alt er godt og alt er som det skal være

Go’ aften hjemme i DK eller hvor end du er – og håber der er højvande i dit liv

Hakuna Matata…

Har reflekteret lidt videre om/over livet og hvad livet er for en størrelse, hvilket gør at der lige er noget som skal ud over rampen igen, da jeg på min vej fra lufthavnen på Zanzibar og til hotellet, så ting som vækkede noget i mig.

Så nu går den ikke længere – vil fortælle lidt om Pia, hvad enten hun vil eller ikke…har ikke spurgt om lov, men nogle historier skal fortælles og ikke fordi man kan, men fordi en person virkelig har fortjent det

En lille anekdote:

Gik i skole med Pia i noget der ligner 4-5 klasse (ca. 1982), på Rudolf Steiner Skolen i Vordingborg. Lige i den periode blev man overfaldet af hormoner der suser rundt i kroppen og skal ikke være bleg for at erkende helt åbent, at der havde jeg et crush på hende, som vi begge slap heldigt fra uden skader på hverken krop eller sjæl (håber jeg), da alderen gjorde, at det var så uskyldigt som det overhovedet kan være – og måske så jeg allerede den gang, hvad jeg ser i dag.

Lidt bonus info:

Pia har jeg kun mødt to gange i mit liv siden de små klasser, da hun forlod skolen af grunde jeg ikke kender.

1. gang var ca. i 1995 i Søstrene Grene på Strøget, hvor jeg arbejdede på daværende tidspunkt, men det var på afstand uden at vi havde kontakt.

2. gang var i ca. 2004, hvor jeg mødte hende på en tankstation på motorvejen ved Karlslunde…og tror nok lige hun både var forundret og ikke mindst forbavset over at jeg genkendte hende så mange år efter, så det blev en meget sjov og kort snak, da vi begge havde fuld fart på i hver vores retning.

De sidste 8-10 års tid har jeg fulgt hendes gøren og laden på Facebook (Og nej, vi taler ikke om stalking), hvilket bringer mig frem til det jeg godt vil sige.

Så til sagen:

Pia har som alle os andre levet et liv, som nu engang er livet her på jorden, med alt hvad det bringer…ikke en vigtig detalje i dette skriv, men et udtryk for at hun på mange områder er helt som os andre.

Så er der områder, hvor hun skiller sig ud, er sin egen med en kraft, tyngde og dybde man ikke ser alle steder.

På afstand har jeg set den kraft der ligger bag den kærlighed hun trykker ud omkring sig, en dyb dyb næstekærlighed, en empati som er så fantastisk at iagttage, en rummelighed af en størrelse som jeg kun har mødt meget få steder og en ihærdighed for at gøre en forskel, som er så beundringsværdig, at man næsten kan mærke energien fra det kraftcenter som driver hende frem, over, under de udfordringer hun støder på.

Er ikke i tvivl om, at mange har set det der hvor hun færdes, men tror ikke at det er for meget sagt, at hun er en gave til rigtig mange mennesker på denne klode, da alle som på den ene eller anden måde krydser hendes vej, kan og vil blive berørt på smukkeste vis.

Pia er det, jeg i min verden vil kalde rendyrket kærlighed. Kærlighed på en måde, som er så fantastisk og smittende, at det er umuligt ikke at elske hende for det hun gør, det hun er og ikke mindst alt det hun giver. Hun higer hele tiden efter at gøre mere, være der hvor der er brug for hende, favne og beskytte dem som ikke selv kan, skabe trygge rammer og ikke mindst mulighed for at give dem en bedre fremtid.

Nej, det er ikke en salgstale, men en fortælling som udspringer af dyb respekt for hende som person, hvilket jeg derfor også vil lade være op til dig at bedømme ud fra der hvor du er i dit liv, for din bedømmelse er den vigtigste.

Læs om Pia og hendes arbejde med Gadens Børn – for det er hendes måde at gøre en forskel på

Du er for vild Pia Lindell – Gadens børn

Så ramte man dagen, som frygtes af mange, hades af flere og som endnu flere prøver at stikke af fra

Begrebet “50 år” er dagens reflektion, som jeg på ingen måde prøver at løbe fra, men er derimod standhaftigt blevet liggende i solstolen hele dagen, for at teste mig selv til det yderste og klart bevise min viljestyrke, fighter evne, målrettethed og ikke mindst udholdenhed

Tænk hvilken gave det er at blive 50 år. En sjov målestok vi har her på jorden, hvor vi indrammer tiden i år, måneder, dage, timer, minutter og sekunder, for på den måde at kunne navigere/fungere i forhold til det meste omkring os. Tid er en “målestok” og ikke en definition af “indhold”, hvilket mange synes at blande godt og grundigt sammen, da man ofte lytter til andre menneskers frygt for at ramme dette tal…hvilket samtidig vil sige: “frygten for at blive gammel”.

Jeg selv, ser det som den ultimative gave at blive 50 år, da det rummer så mange ting som vi glemmer at tale om undervejs, i frygten for at ramme det skarpe hjørne.

50 år rummer i min verden uanede mængder af kærlighed, oplevelser, erfaringer, viden, relationer, glæder, savn, udfordringer, refleksioner, lykke, sorg og meget meget mere, som gør at vi bør kigge mere på “indholdet” og ikke tage udgangspunkt i “målestokken”.

Min egen far tjekkede ud da han var 33 år, jeg selv var lige ved at tjekke ud da jeg var 37 år, jeg har venner og bekendte som har været alvorligt syge og som heldigvis stadig er her (TAK) – så for mig vil 50 år altid være en gave, da der desværre findes så mange omkring os, som aldrig rammer Fifty og dermed aldrig får muligheden

Ja, six-packen ændre sig til en badebold, der kommer lidt astronomi ind i toppen i form af en måne, skægget bliver hvidt, og man kan smide et par ekstra kilo på templet. Vender man dette lidt rundt, så kan det være badebolden holder en oppe en dag når man er på dybt vand, månen mindsker luftmodstanden når man løber foroverbøjet, skægget får med lidt fantasi en til at ligne George Clooney og de ekstra kilo giver et ekstra stabilt fundament at stå på, når der blæser stærke vinde fra vest

Hvad enten du er 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100…så tænk på “indholdet”…for der findes så meget smukt i alle, som ikke kan eller må gemmes bag et tal, da det ikke er sigende nok i en definition af os som mennesker…

Fifty/Fifty er derfor det nye sort i min verden….har nappet de første Fifty og de næste Fifty står for døren og bygges på fundamentet af de første Fifty

Alt er godt…Hakuna Matata

PS: Fyren på billedet holder løverne væk når vi andre sover