Som flere nok har bemærket og ikke mindst dem som har kendt mig i mange år, så er jeg ikke den som smider små korte beskeder, mails eller indlæg for den sags skyld, hvilket kan være sjovt og berigende for nogen, samtidig med at andre oplever, at det magter de bare ikke at gå i gang med

Jeg fik i går en besked, som var en del af en igangværende dialog, fra en person jeg holder rigtig meget af. Hun roste mig for mine beskrivelser de forgange dage og skrev samtidig: “Uwem, jeg havde helt glemt hvor lange sms’er du kunne skrive “, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine lidt af, samtidig med at hun jo havde fuldstændig ret. Så en udmelding som blev sendt og modtaget, som værende positiv på alle måder.

Dette sendte mig direkte ind i en refleksion, affødt af denne sætning, da jeg jo elsker det skrevne og sagte, da det er vores måde at kommunikere til og med hinanden. Det skrevne giver os samtidig som individer mulighed for at udtrykke os, når vi ikke lige står overfor hinanden og kan gennemføre dialogen verbalt – så i min lille verden, skal vi huske at gøre vores bedste, for at blive forstået og ikke misforstået.

For ca. tre år siden, sad jeg i en dialog, hvor en af personerne respondere til en udtalelse, med sætningen: “Ved du ikke hvad du skal skrive, så er det fordi du ikke har noget på hjertet”. Denne sætning har jeg aldrig glemt, da den på nogen måder kan være rigtig, men på andre områder en lille smule fortegnet, da det jo også kan skyldes, at man ikke evner at tro på, at man kan skrive fra hjertet, hvilket dermed kan føles som en “blokering” for nogen.

Vi kender alle følelsen af, at andre er meget bedre til at skrive, til at formulere sig og til at få deres budskaber ud, hvilket også er noget jeg selv oplever, da jeg kender mange som skriver helt fantastisk og virkelig mestre ordets kraft.

Det betyder ikke, at vi skal begrænse os i det vi har og selv kommer med. Vi har alle en historie at fortælle, så det værste som kan ske, er at vi som mennesker lukker ned for for egne historier, for så lukker vi også ned for os selv, hvilket er bagsiden af medaljen.

Lad os derfor alle skrive og tale fra hjertet og ikke hovedet. Når vi skriver/taler fra hovedet, tilpasser vi ofte vores budskab i forhold til, hvad vi tror og mener vores omgivelser vil høre eller ikke, hvormed vi udvander vores budskab og ikke mindst os selv. Skriver/taler vi derimod fra hjertet, så kommunikere vi vores intentioner, vores følelser, vores oplevelser, vores tilstand, vores tanker, vores erfaring, etc., på den mest rene og ærlige måde, som de fleste vil tage imod med respekt og kærligheden til at favne det du kommer med og har i dig.

Det er ikke vigtigt om du skriver lange budskaber eller gør dem korte, men at de er tilpasset dig og hvem du er, hvilket er det absolut vigtigste, for så får du nemmere dit budskab ud på en måde, som kan forståes og ikke misforståes. Vælger vi samtidig at huske de små facetter i det skrevne, som er vores sprog og det vi skal værne om – for vi udvikler os ikke, ved kun at kommunikere med et “Ja” eller et “Nej”.

Tak til dig der skubbede mig ind i refleksionen, for det giver mig indsigter og samtidig lysten til at skrive, hvad jeg har på hjertet

PS: Bordet til højre nærmest kameralinsen var vores stamplads sidste år, hvilket jeg har gjort den til igen, da man på den måde kan skabe en lille tradition Som billedet også viser, så er det tid til at bestige “Kilimanjaro” igen i dag

Ja, det skal jo ikke gå op i ren afslapning det hele, så valgte at presse lidt kultur ind i dagens hårde program, så det ikke kun ender med solstik, men også lidt guf til frontal-lappen

På det tidligere sted jeg opholdt mig (Kupaga Villas), oplevede jeg en fantastisk Masai dans, hvor 10 Masai’er gav den max gas. Fik optaget næsten fem minutters video, men den kommer desværre ikke på fjæsen, selvom det var en god oplevelse og ikke mindst optræden.

Grunden til den manglende dokumentation er, at når man optager sådanne nogen som “mig” (os der er lidt solbrændte), så er lyssætningen super vigtig og altafgørende, hvilket fejlede i denne forbindelse. På video’n er det muligt at høre en masse lyde, glimtvis får man en fornemmelse af hvor de enkelte er og når der smiles, så har du helt styr på den enkelte person, så den film lever ikke op til standarden, selvom jeg havde sikret mig, at alle GDPR regler samtidig blev overholdt

Har siddet og Googlet lidt på Masai’er i dag, da dansen var smuk og fascinerende, men jeg fattede ikke en bjælde af den. Lidt historie hjalp på sagerne og må sige at den kulturs historie er dragende og samtidig barsk på mange områder, men heldigvis blev jeg så lidt klogere i dag. Sidder du og keder dig hjemme i DK på et tidspunkt hvor det er dårligt vejr, så kan jeg varmt anbefale lidt indsigt på dette område

Over til noget helt andet, for man skal jo også ha’ lidt motion

Klokken 12.30 begyndte jeg at bestige det første bjerg, som samtidig er det højeste i Tanzania og går under navnet “Kilimanjaro”. Så tænker i nok, at ham Uwem har gode ben, siden han gider det i varmen, men i dette tilfælde drejer det sig om en øl, der har fået samme navn som bjerget og ud over at det er et godt navn til sådan en basse hernede, så passer navnet også meget godt til størrelsen. Det slog mig, at navnet jo er pisse fedt til sådan en øl, for napper du en 5-6 af dem i solen, så vil alt omkring dig føles som et bjerg, selvom det går ned af bakke…så der har de bare været skarpe i marketing-afdelingen

Der skal være plads til lidt botanik, for også at komme rundt om lidt andre dele af naturen

Tror der findes mange forskellige palme-arter i verden, men fandt en sjov en af slagsen på matriklen (der er faktisk mange lige her), som du kan se noget af på billedet, hvor der var en lille fræk knap, under teksten “Press for drinks”. Tænk sig, at man kan gå en tur i skyggen under palmen, trykke Lidt på stammen og så kommer der en lokal tjener susende og er klar til at tage din ordre – det er da smukt på så mange planer og noget vi bør indføre i Danmark, når bøgen springer ud lige om lidt og der samtidig er en masse folk i de danske parker – ja, jeg vil kalde det et kanon-koncept

PS: Budskabet på skiltet du ser på billedet, kan man jo heller ikke være synderligt uenig i – så jeg er her stadig, mit ego det samme og sjælen følger trofast med

Ja, nogle gange er det bedre end andre gange og man kommer til et punkt, hvor det virkelig føles befriende og ikke mindst opfriskende på alle tænkelige måder – og denne var absolut en af de bedre

Sidst på dagen i går, kom der nemlig nogle gevaldige knald fra en voldsom mængde af lyn, efterfulgt af de vildeste brag, som gjorde at selv jorden under ens fødder rystede som aldrig før og tak spids der var gang i den, da dette forsatte et par timer, hvorefter luften en kort stund både føltes en smule køligere og ikke mindst super forfriskende. Der er udsigt til rigtig godt vejr de kommende dage, men så ser det ud til at der bliver basis for en på opleveren igen

Sidder og nyder morgenkaffen, med udsigt ud over bølgerne og ser samtidig en lind strøm af små både med påhængsmotor som kommer tilbage, efter at have været tidligt ude her til morgen. Dette er en anden type fiskere, end dem som sejler ud på det åbne hav og med fokus på at fange fisk. Disse er også fiskere, men de fisker efter grønne dollars og kommer tilbage med deres fangst af turister, der har været ude og kigge på delfiner fra morgenstunden – så håber at der var delfiner, der var friske på en selfie

Havde faktisk helt glemt, at der ikke findes den samme vind fra det åbne hav her på sydvest kysten i forhold til, når man opholder sig på østkysten hvor jeg var tidligere. Der er vinden er en smule mere svalende, så det skal kroppen da lige omstille sig til, men så må man jo bare supplere med lidt flere kølige væsker, så burde det jo gå op i sidste enden. Det er absolut ingen beklagelse, men man er vel en smule sensitiv efter at have tilpasset sig østkysten

Shit….vandet er begyndt at trække sig tilbage, jeg må en tur i suppen, så jeg er den der er skredet

PS: Tror jeg i dag vil tjekke ud, om budskabet på billedet virkelig er rigtigt, eller bare falsk markedsføring for at snyde os dumme turister, eller om der virkelig findes havfruer i bølgerne derude

Efter at have startet dagen med endnu en dejlig snak med Brigitte og Inés, så dukkede min taxi op på matriklen og det var tid til at tage afsked, efter 4 fantastiske dage på Kupaga Villas Boutique Hotel, hvor hvert et sekund blev nydt i fulde drag. Ind i taxien og behøver jeg at gentage, at airconditioning rocks

Ofte oplever jeg folk sige til mig, at jeg trods mine 95 kg, er meget tynd. Min taxi-driver var Masai og flækker du mig på langs, så er det meget beskrivende for hans statur og fremtoning

At han fremstår som en flækket Uwem, betyder ikke at han ikke er fantastisk på alle måder, for jeg havde en super hyggelig 35 minutters køretur, hvor han faktisk med en rigtig god stemme, sad og sang med på sangene som tonede ud af radioen, samtidig med at han på bedste vis, prøvede at besvare en lind strøm af dumme turistspørgsmål

Før vi ankom til Aya Beach, så blev der jo udvekslet lidt Whats App numrer, for Masai’n havde jo selvfølgelig en ven i Kizimkazi som var min destination, hvor jeg kunne få en god pris på turen til lufthavnen når mine 6 dage var overstået her….så jo, der bliver tænkt på dig hele vejen rundt

Da jeg var på Aya Beach Bungalows sidste år, ankom vi kl. 03.30 om natten, hvor vi havde mere fokus på om vi kom frem, end selve omgivelserne, da de totalt forsvandt i mørket. Men i dagslys får du virkelig omgivelserne med, hvor du triller igennem en lille fiskerlandsby som helt sikkert har vundet førstepræmien for absolut dårligste veje syd for ækvator. Da Masai’en og jeg trillede igennem byen, sad alle og hang rundt omkring, da de venter på at vandet skal komme tilbage, så der er vand nok til, at de kan få deres både ud over revet….så der blev nappet en slapper, blandt dem som havde valgt at opholde sig i det fri.

Trods en rimelig stor udskiftning i personalet hernede, så blev jeg hurtigt genkendt og der blev kastet de vildeste håndtegn og masser af forsikringer om, at mit ophold ville blive helt fantastisk og jeg bare skulle sige til, hvis der var noget der drillede. Ja, ikke svært at føle sig velkommen på alle måder, for vi taler om et folk der er så super venlige og har de største og bredeste smil som findes og som vi kun i Danmark kan mestre i spejlsalen i tivoli

Efter 35 minutters kørsel bliver man jo sulten af at rejse, så to kolde øl, en tallerken grillet tun, masala fries, en lille dessert fulgt op af en mocca, så er jeg kommet dertil, hvor jeg vist godt kan sige at det er tid til en slapper i solen, så man ikke brænder sammen af overanstrengelse, da der jo er 6 dage tilbage af opholdet på Aya Beach Bungalows

PS: Vi starter med lavvande på Aya Beach, men i havet og ikke i sindet, hvilket du kan se på billedet. Kl. 16-17 lokal tid er vandet tilbage og så bliver der hejst sejl og fisket til den lyse morgen, hvor dem der slappede i landsbyen tidligere, igen er tilbage til en slapper.

Min nysgerrighed bringer mig lidt omkring, hvilket gør at man ikke kan undgå at suge lidt lokal historie til sig, som nogle gange kan virke meget kontrastfyldte i forhold til det man kender fra lille Danmark.

Den matrikel hotellet “Kupaga Villas Boutique Resort” ligger på, er lejet af en belgisk mor og datter (Birgitte & Inés) for en periode på noget der ligner mange år, hvor de selv har bygget hotellet, hvilket kræver at man som lejer af jorden har et rigtig godt forhold til lokalbefolkning og ikke mindst udlejer.

Kupaga er en stor lokal familie/stamme (ca. 250-300 personer) på Zanzibar, som åbenbart ejer relativt meget jord her i områder og som nyder fordelene ved lidt udlejning og en masse andre forskellige business initiativer – hvilket også gør, at der er Kupaga’er ansat alle steder og over det hele.

På matriklen findes der 9 palmetræer pænt fordelt, som smider en masse gode kokosnødder, hvilket giver dem en berettigelse set fra et produktivt aspekt, men også ud fra den stemning de skaber på stedet og ikke mindst skygge, som man kommer til at elske hernede, da solen er barsk på alle måder

Det sjove er så, at de 9 træer er ejet af 9 forskellige familier som alle er Kupaga’er i lokalområdet og kan til enhver tid købes til en latterlig høj pris, hvis man ønsker selv at eje træerne på sin egen matrikel. Ingen i området er i tvivl om, hvilke træer der ejes af hvem, selvom der er træer så langt øjet rækker, hvilket i sig selv gør det meget imponerende, da der ikke findes noget dokumentation for ejerskabet af disse. Træerne er ikke nødvendigvis ejet i de klynger de står i, men er ofte blandet godt sammen, hvilket jo på en eller andet måde er super fascinerende og ikke mindst angstprovokerende, hvis man lider af bare en lille smule OCD

Så er det nok ikke svært at forestille sig, hvor rodet det kan være, når der er issues med disse palmetræer, hvor der kan være modne nødder der hænger lidt løst, palmeblade der er visne, træer som er ved at vælte – og ejeren af træet, som kigger på dig og bare siger Hakuna Matata, uden at have travlt på nogen måde ….humans are funny

Kunne du forestille dig at gå en tur i Frederiksberg Have og det ene træ er ejet af familien Nielsen, et andet af Hansen klanen og blodbøgen tilhører Jensen og deres efterkommere – ja, det er sgu helt sort, men skide sjovt på samme tid …men samtidig er dette kun muligt, hvis der hersker intern forståelse og respekt blandt alle familierne og deres respektive nødder, så svært ikke samtidig at være en lille smule imponeret

Det er tid til at komme i bevægelse og videre når solen igen står op, så vi ses på Aya Beach Bungalows i Kizimkazi, på den sydvestlige del af Zanzibar. Stedet er en gammel kending, så er super spændt og glæder mig til at besøge stedet igen

PS: Billedet viser et enkelt af de berømte 9 palmetræer og denne her har nok den bedste beliggenhed af dem alle, da den ligger tættest på stranden – så mon ikke den koster en god sjat dollars