Jeg landede i Danmark den 4. marts, efter en fantastisk ferie i de varme lande, hvor jeg som bekendt dyrkede det at være “alene” og bare “være”, hvilket i min verden kan betragtes som et lille “intimt forspil”, til hele den situation vi nu alle står i nationalt og globalt

Der er vist ikke længere nogen tvivl om, at vi ALLE er blevet ramt af Corona’en, på den ene eller anden måde. Desværre alt for mange fysisk, andre mentalt, mange arbejdsmæssigt, en stor del økonomisk og ja, listen er længere end man havde frygtet.

Vi er alle gået online, da det er vores vindue ud til verdenen, en måde at følge med i hvad der sker, en måde at bevare kontakten til hinanden, en måde at føle sig i live på, en mulighed for at tage et “break” fra hjemmearbejdet, hvilket jo på mange måder åbner op for nogle andre sider, som vi for en stund skal dyrke mere end vi har gjort tidligere.

Vi kigger alle med hos hinanden, holder os orienterede, følger udviklingen, giver vores mening til kende, er i den grad i live online, hvilket sætter fodspor i Cyberspace og hos mig har skabt endnu en omgang reflektion, i forhold til det “at være ude” i det åbne.

I mine forskellige “online feeds” ser jeg billeder af smukke solnedgange, billeder fra områder og byer jeg for ikke lang tid siden selv gik rundt i, billeder af alt det vi alle glæder os til at se igen “in real life”, hvilket skaber både smil, glæde og følelsen af alt det gode, jeg skal ud til igen inden længe.

Reflektion opstår så der, hvor de selvsamme kilder som har delt noget så positivt med mig og omverdenen, ganske få dage efter verbalt tordner om, at folk skal blive hjemme i solidaritet med hele vores samfund, så vi hurtigt kan få hjulene igang i dejlige Danmark.

Jeg ser også selv medmennesker derude gennem mit vindue, men lad os ikke begynde at dømme hinanden på den måde, da det kun er vejen til noget som kan betegnes en “hetz”, hvilket vi i Danmark ikke må begynde at dyrke. Vi må ikke skabe tilstande, hvor vi som mennesker kryber langs med væggene efter mørkets frembrud, for at købe en pose “æbler” af frygt for at naboen råber “Corona” ud af vinduet, efterfulgt af suset fra en blød bolle, der passere forbi højre side af ens hoved

Lad os i stedet vise rummelighed overfor hinanden, da der findes mange forskellige grunde til at være under “åben himmel”, hvilket er lige så mange som vi er forskellige. Lad os være rummelige overfor dem som ikke afsluttede 7. Klasse og derfor ikke forstår vigtigheden af at vi passer på hinanden. Lad os være rummelige overfor dem som stadig tror at verden er helt normal. Lad os være så rummelige, at vi ikke ønsker disse mennesker bliver syge, når de tager chancer af denne størrelse. Lad os være rummelige overfor alle dem rundt om søerne, som gør at risikoen for at Danmark står stille ekstra 2-3 uger, ud over det man i forvejen frygter. Lad os være rummelige, når disse mennesker beklager sig over at være blevet smittet og systemet samtidig er ved at knække sammen – for rummelighed er den eneste måde vi kan hjælpe dem på, da de umiddelbart ikke virker til, at være i stand til at hjælpe sig selv

Glæder jeg mig til at komme ud? Du ka’ fandme tro jeg gør….men lige nu finder jeg glæden i det ene øjeblik at kigge på mine skærme, det næste øjeblik at kigge ud af vinduet og glædes over lyset fra solen, alternativt at hente en kop mocca til at stimulere smagsløgene lidt og når jeg begynder at føle mig ekstra presset over hele situationen, så har jeg heldigvis en skråvæg jeg kan kigge på, da den har en anden vinkel end de andre vægge i rummet, så tror på at vi kommer igennem alt dette her, både klogere, stærke og ikke mindst med en langt større indsigt i os selv, end da vi sagde “go’ dag” til Corona’en

Lad os prioritere hinanden først, for hele denne situation viser med alt tydelighed, at vi er en del af hinanden, vi er connected med hinanden, vi er afhængige af hinanden og alle handlinger vi foretager os, rammer hinanden

PS: Er du dybt uenige i ovenstående og dermed overvejer at komme til min privatadresse, for at give mig en “morgensherifstjerne”, så husk du ikke må gå ud

PPS: Der står to flasker rødvin i vinduet på billedet, som står klar til at fejre når døren åbnes igen – og jeg tror på, at propperne springer igen

Må krybe til korset og erkende, at jeg på nogle områder har en rygrad som en regnorm og i dette tilfælde, er det til den igangværende udvikling i forbindelse med Covid-19. Måske er der alligevel en mening med, at opslag nr. 19 skal handle om lige netop Covid-19, men om det er tilfældigheder eller noget dybere, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Har fuldt med i medierne i forhold til dette udbrud og egentlig besluttet, at dette ikke skulle være en del af mine skriv, men noget presser så hårdt på fra hjertet, at jeg alligevel har valgt, at lade tastaturet arbejde lidt.

Først af alt, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg har den dybeste medfølelse med alle de mennesker som er berørt af dette udbrud, som lider, som frygter, som flygter, i håb om at undgå de følger den kan medføre

Der har i medierne været en overflod af information, som er strømmet/pushet ud til os som besøgende på forskellige medier, hvor det kan være svært at finde et ståsted eller gennemskue, hvad der er sandt eller hvad der er ren “gætteri”. Min helt egen oplevelse er, at der kan skrives hvad som helst under overskriften “Corona-virus” og hvad enten det er sandt, falskt eller ren “gætteri”, så vil man ligegyldigt udfaldet af krisen kunne retfærdiggøre, de udsagn som nu engang er blevet kanaliseret ud til alle os dødelige. Det er udfordringen for os mennesker, i et informationssamfund at finde ind til kernen af de informationer vi modtager, hvilket jeg tror kan være meget vanskeligt for rigtig mange mennesker

En af de ting som gør ondt dybt inde i mig, er den frygt der bliver skabt, den frygt der bliver dyrket, den frygt der bliver omdrejningspunktet og den frygt som i sidste ende kommer til at fylde hele billedet, hvis vi ikke er opmærksomme. Budskabet er, at nu er 2 danskere smittet, næste dag er vi oppe på 3, dagen efter 4, dernæst 5 og så 6, som vi i skrivende stund er landet på. Hver enkelt overskrift emmer af den største katastrofe og jordens undergang, hvilket kun kan skabe endnu mere frygt

Jeg tror på, at begrebet “frygt” har en “energi” og samtidig, at det som vi begynder at kunne kalde en “kollektiv frygt” i forbindelse med dette udbrud, dermed har en “enorm energi”, som er med til at skubbe os i en retning, som kan være langt mere katastrofal og skadelig, end selv Covid-19. På samme måde som jeg tror at “frygt” indeholder “energi”, så er jeg heller ikke i tvivl om, at “styrke” indeholder “energi” og “kollektiv styrke” flytter os alle i den rigtige retning.

Lad os samles om “STYRKEN” og ikke “FRYGTEN” – vi lever i en verden, med så meget vilje, know-how og ikke mindst kreativitet, at jeg på alle måder tror på, at vi som mennesker finder frem til en løsning, som vi har gjort tusindvis af gange tidligere. Samles vi om at finde løsninger, kommer vi i mål, vælger vi frygten bliver vi passive – og dem der fandt løsningerne tidligere havde styrken

Er klar over, at jeg prikker til noget, med mange meninger og holdninger, med risiko for at blive kølhalet eller det som er værre Men jeg har selv en datter, som startede en jordomrejse i januar og er retur til maj. Har valgt ikke at bruge 4 måneder på at “frygte”, men at tro på, at både hun og dem hun rejser med, har “styrken”, hvilket gør at de rejser med åbent sind og med fokus på det som var deres plan fra starten – jeg elsker hende og skylder hende at have styrken

Skal selv til “maske-bal” på vej gennem to lufthavne det næste døgn og oplevede det samme på vej herned. Har respekt for alle “masker” jeg har set og ser og håber så inderligt, at de bæres med kærlighed til sig selv eller andre og ikke med frygt, for så er det nogle tunge skridt der skal trædes.

Lad os dyrke “styrken”, for den har vi alle i os

PS: Nu klipper han sgu hækken som vist på billedet, så må jeg hellere se at komme hjem, inden jeg bliver sat i gang – vi ses i DK

Som den skarpe iagttager sikkert har bemærket, så blev mandag dagen, hvor der ikke blev skrevet en linje her fra Zanzibar. Det var lidt imod mine planer, da jeg inden min afrejse besluttede, at hver dag skulle jeg skrive lidt fra hjertet og hvad der ramte mig, men mandag blev dagen, hvor jeg måtte smide håndklædet i ringen og anderkende at jeg var skak-mat. Ikke på grund af en indkommende depression, som kunne være et udslag på, at det var mandag og man snart skal hjem, men derimod noget helt andet

Drømme. De sidste 6-8 dage har jeg drømt som aldrig før. Plejer at sige, at jeg er mega latterlig til at huske mine drømme, hvilket har været tilfældet siden jeg fik hår under armene, så dette er en situation jeg er mere end bekendt med. Dette betyder ikke, at jeg de sidste 6-8 dage er blevet bedre til at huske dem, men er du vimmer der har været knald på underholdningen alle nætterne, hvor jeg har siddet på forreste række og iagttaget et inferno af begivenheder, ting som jeg har oplevet og verdener jeg aldrig mindes at have set

Natten til mandag gik det helt amok, hvilket medførte at mandag blev en dag, hvor jeg ikke kunne få mine fingre til tastaturet, for følte jeg havde mødt så meget, at jeg slet ikke var i stand til at finde ud af, hvad der var op eller ned, hvad det betyd, hvordan det skulle gribes an, så valgte at bruge dagen til at lade det bundfælde sig, selvom jeg ikke kan huske en skid i detaljer

Mandag pissede det samtidig ned hele dagen, så det var helt perfekt til lidt refleksion og tænkte, at det nok var en glidende overgang til vejret derhjemme, så måske er der en mening med det også. Den lille forskel I forhold til Danmark er dog, at når det regner hernede, buldre og brager, så er det stadig 28-30 grader og når temperaturen kommer derned samtidig med at vinden er frisk, så har dette absolut også sin charme, så mandag var faktisk en rigtig god dag på alle måder

Når man er Fifty, så kan man kigge lidt tilbage og i mit tilfælde kan jeg konstatere, at jeg har været fantastisk priviligeret at have en masse gode og dejlige rejseminder, som er foretaget sammen med en masse vidunderlige mennesker gennem mit liv.

Vil dog alligevel sige at denne skiller sig lidt ud, da dette har været noget af det mest fantastiske jeg har oplevet på rigtig mange planer, da det har givet mig en masse, som der ikke har været tid/plads til, de andre gange jeg har været afsted, uden at dette på nogen måde trækker ned på mine andre oplevelser

Følelsen som findes i mit indre efter snart 16 dage på Zanzibar, er på mange måder svær at beskrive, da den består af så meget som lapper ind over hinanden, er en del af hinanden, er hinandens modsætninger, er en del af noget der er større – men skal jeg alligevel sætte lidt ord på, så indeholder det masser af: Forundring, glæde, kærlighed, anderkendelse, respekt, minder, savn, længsel, rummelighed, omsorg, taknemmelighed, balance, harmoni, tro, etc. – som på så mange måder har givet mig endnu flere indsigter, end jeg havde før jeg tog afsted

Ja, min følelse er, at jeg er på vej mod en helt fantastisk “happy ending” – som er med til at bygge bro til dagen i morgen og forhåbentlig mange dage ud i fremtiden.

PS: Billedet viser lidt af en typisk mandag på Zanzibar, hvor det pisser ned i stride strømme – men Kilimanjaro, Serengeti og godt med mocca får tingene til at spille på bedste vis

Vi kender det alle – frygten for at såre andre, frygten for at blive misforstået, frygten for at blive set skævt til, frygten for at noget kan gå galt, frygten for at andre ikke kan li’ mig, frygten for at blive fyret, frygten for ikke at blive tilgodeset, frygten for at miste, frygten for at han/hun skrider, etc

De sidste 20 år af mit liv, har jeg haft et mantra der hedder: “kald en spade for en spade”. Dette er noget jeg på bedste vis har prøvet at efterleve og i private samt arbejdsmæssig sammenhæng, noget der er blevet italesat overfor mine partnere, kolleger og overordnede. For kalder vi “en spade for en spade”, så tager vi udgangspunkt i det samme og taler om det samme, samtidig med at vi reducere mulighed for at forvrænge “virkeligheden” mest muligt. Det er klart en svær øvelse, da ens “ego” altid prøver at mase sig frem, skjult bag strategi og noget man tror er det rigtige, i håb om at undgå den helt store katastrofe i ens udlægning af ting, da det ikke er alt vi påpeger, som nødvendigvis bliver forstået/oplevet positivt/konstruktivt, da der jo ud over ens eget “ego”, jo også findes et “ego” hos modtageren.

I min egen naivitet, så har jeg en følelse af, at rigtig mange mennesker på min vej, har værdsat den måde at tilgå tingene på. Dette betyder ikke, at det ikke har skabt en masse ballade ind imellem, som samtidig har haft nogle konsekvenser på den ene eller anden måde, hvilket jo er en del af livet, når to “egoer” mødes omkring et emne, hvor den ene ikke nødvendigvis har mere ret end den anden, men bare ser tingene på forskellige måder

Så vil den kloge nok sige: “hvorfor så ikke pakke tingene lidt mere ind, så alt er perfekt”. Jo, det er nok også det vi er tilbøjelig til at gøre som mennesker, hvor min egen erfaring er, at der går tingene først rigtig galt – måske ikke på den korte bane, men på den lange bane vil virkeligheden som vi prøver at skjule/forvrænge, alligevel komme op til overfladen og vise sit ansigt.

Det er så meget nemmere for os som mennesker at udlægge og forholde os til det som er og sker, end det er at skabe en “ny virkelighed”, for at please vores eget ego og beskytte os selv, af frygt for det som “måske” kan/vil ske, så vi ender med at forvaske det som burde være transparent og det egentlige omdrejningspunkt for det vi står overfor.

Jeg tror, føler og oplever, at kalder vi “en spade for en spade”, så udviser vi langt større respekt, ærlighed, kærlighed overfor hinanden, da vi på den måde kommunikere/taler om det samme, hvorimod en tilpasset virkelighed af hensyn til sig selv og sit eget ego, i bund og grund er en “fiktiv virkelighed”, som aldrig har fundet sted.

Er jeg en spade? Måske? – men tror nu engang på det transparente – gør mit bedste og prøver at blive bedre

PS: På billedet ser du en smuk solnedgang på Aya Beach, men skal du have hele billedet, så er der lyn og torden i de skyer du ser i horisonten – det var lidt virkelighed herfra

Så blev det weekend igen, efter endnu en hektisk uge, hvor man på sædvanlig vis er blevet mødt af udfordringer der skulle håndteres, så det har været muligt at få hverdagen til at fungere under varmere himmelstrøg

I dag lørdag, rammer vi endnu en dag, hvor der sker en flytning og kufferten skal lukkes, men denne gang, er det bare for at flytte over i en anden bungalow på matriklen, som ligger tættere på stranden, hvilket vil sige ca. 20 meter fra bølgerne.

Man skal ikke underkende den indsats der skal mobiliseres i selv sådanne situationer, når man er så meget i zen, at man næsten føler man går baglæns – så nogle vil sikkert tænke “herre gud”, men dette er altså real-life og noget jeg oplever direkte på min egen krop, så vælger at være stærk i “nuet” og tro på at det nok skal gå godt

Som udgangspunkt prøver jeg i det daglige at være så meget som muligt i “nuet”, hvilket til tider kan være en udfordringer, da vi mødes af en masse omkring os, som på alle mulige måder prøver at trække os i retning af fortiden, eller for den sags skyld også fremtiden. Dette er der som udgangspunkt ikke noget galt i, da det er måden vi lever på i vores samfund, men det kræver at vi finder en god balance, hvor “nuet” er i vores bevidsthed, for at give os et bedre grundlag for at kunne iagttage “fortiden” og på samme tid se “fremtiden” som den illusion den er, for i bund og grund findes den jo ikke

Før jeg tog afsted til Zanzibar, hentede jeg en masse guf fra Mofibo, Saxo, Viaplay, Netflix, HBO – så jeg var mere end helgarderet, hvis jeg imod forventning pludselig skulle kede mig og finde mig selv i en situation, hvor det krævede at jeg blev underholdt, på den ene eller anden måde.

På denne dag, som må være min 12 dag hernede, har jeg lykkes med to ting. At meditere og være i “nuet”. At være i “nuet” og bare iagttage uden at “reagere” er så fantastisk, at jeg ikke kan andet end anbefale alle dette, om det så kun er 1 time, 1 dag eller 12 dage. Giver du virkelig slip, vil/kan du opleve at dit “ego” trækker sig tilbage og din horisont bliver langt større, da du vil finde dig selv i det som er og ikke i det som du tror er, i forhold til dit ego og dine perceptioner.

En af mine større refleksioner er, at vi alle hænger sammen, er en del af hinanden, kommer af det samme, kan ikke være foruden hinanden, hvad enten vi står tæt på hinanden eller er adskilt med mange kilometer. Vores “egoer” trækker os væk fra hinanden, men “kærlighed” holder os sammen – så lad os derfor dyrke “kærligheden” og ikke “egoet”, så tror jeg på at, at vi sammen er med til at skabe noget som er smukkere, rigere og bedre for os alle.

Tør du “nuet”, så dyrk det – frygter du “nuet”, så dyrk det – elsker du “nuet”, så fortsæt med at elske det – for det er der, vi vokser som individer og samtidig gør hinanden stærkere

PS: På billedet ser du Aya Beach, som har den smukkeste strand og det fineste sand – og de spor vi sætter i sandet er lige så tydelige som dem vi sætter i livet, så husk hvor og hvordan du sætter din fod, for det er dem andre ser og oplever