Hvad skal vi med “medglæde”?

Hvad skal vi med "medglæde"?

Begrebet “medglæde” kendte jeg ikke, da jeg for et halvt år siden læste en bog, hvor ordet “medglæde” optrådte i. Har siden reflekteret meget over begrebet, for følelsen som ligger i “medglæde”, var jeg i forvejen bekendt med, selvom ordet dengang ikke var en del af mit bibliotek, af begreber jeg kendte til.

Hvad er “Medglæde”?

Kort fortalt, så blev “medglæde” i bogen beskrevet som det øjeblik, hvor vi glædes på andres vegne og udviser en oprigtig glæde rettet mod en person, som udviser en interesse for en specifik ting, der skaber glæde eller tilfredsstillelse os personen selv.

Den positiv “medglæde”

Mine egne refleksioner bunder ud i følelsen i forbindelse med “medglæde”, hvor “medglæde” kommer lige fra hjertet og ens første og umiddelbare reaktion kan være:

  • Hvor er det bare fedt
  • Det har du fortjent
  • Lyder mega spændende
  • Fortæl noget mere om det
  • Glæder mig til at følge med
  • Det kunne jeg også godt tænke mig
  • Det er bør være muligt

Tror vi alle kender denne følelse, hvor vi tilføre mere energi til emnet, skaber basis for en dialog, oplever glædesfølelsen som kribler i os selv, er aktiv/positiv støttende i forhold til en udmelding, nyder den positive energi som skabes, hvor man i fællesskab kan bygge videre på emnet i den energi ens respons har været med til at skabe – Oh yes…det er det vi alle elsker, for det er den energi vi trives bedst i 🙏🏾

Den negativ “medglæde”

I det univers vi alle er en del af, er alt balanceret af en positiv og en negativ side. I forbindelse med “medglæde”, så er det her vores eget ego, ind imellem kan tage røven på os og der kan opstå det jeg vil kalde for “den negative medglæde”.

  • Det tror jeg ikke på
  • Det tror jeg ikke hun/han kan
  • Det gad jeg ikke
  • Hvad nu hvis der sker…
  • Kan du bevise det
  • Det ville jeg ikke selv gøre
  • Andre har aldrig lykkedes

Det er her, vi som mennesker SKAL stoppe op, skynde os at trække vejret rigtig rigtig dybt, for ikke at falde i den fælde, som skaber en energi vi hverken ønsker eller har brug for.

Her skal vi være opmærksomme på, om disse udsagn/tanker er baseret på vores egne begrænsninger, misundelse, jalousi, frygt, manglende indsigter eller hvad det end måtte være – for “medglæde” som ikke understøttes af en positiv energi, er i min verden mere en “negativ medglæde”, som måske burde kaldes for “modglæde”.

Vokser vi af “medglæde”

Ja, det er jeg i den grad overbevist om. For i det øjeblik vi udviser oprigtig og positiv “medglæde”, bygger vi bro til vores egen udvikling, hvor vi har mulighed for at vokse som individer.

Det er lige netop i det rum, vi undgår ikke spilde vores egen og andres energi pga begrænsninger, men derimod træder ind  en verden af muligheder, som giver os energi til at vokse som mennesker og skabe det vi er skabt til at skabe. Ud over det energien giver os, så spreder vi også energien, så alle der er en del af den vil vokse, hvad enten de vil eller ikke – for det er nemlig bagsiden ved positivitet.

Håber du selv er omgivet af en masse “positiv medglæde” i dit liv – og er det tilfældet, så del rundhåndet ud af den, da vi alle har brug for den 🙏🏾❤️

Dyrker vi tro, tillid, mistro eller mistillid?

Jeg tænker, at vi alle har situationer fra vores liv, hvor vi har elsket, nydt, favnet eller været direkte udfordret af begreberne; tro, tillid, mistro og mistillid. Situationer der har været sprængfyldt af god energi, situationer der har gnistret med energi som virkelig udfordrede os. Situationer der danner grundlag for at en masse kan vokse og sikkert også situationer, hvor følelsen af at alt omkring én falder sammen.

Tro og tillid

Jeg har mødt mange mennesker i mit liv, som har taget og tager udgangspunkt i tro og tillid, til deres omgivelser og de mennesker som er i deres nærhed. En evne som har glædet mig, hver gang jeg har mødt den, da den ud over tro og tillid også indeholder energien af nysgerrig og ikke mindst respekt for det mennesker, vedkommende står over for.

At starte med tro og tillid til sin omverden, er for mig at se, den bedste måde vi selv vokser på som mennesker, da tro og tillid ikke indeholder modstand eller begrænsninger, men via neutralitet og iagttagelse, danner grundlag for refleksion og læring. Her befinder vi os i det kreative rum, rummet hvor dialogen kan flyde, rummet som skaber muligheder, rummet som på forunderlig vis indeholder masser af kærlighed, respekt, balance og ikke mindst uanede muligheder for, at alle der er en del af dette rum, kan vokse, bidrage og udvikle sig i en retning, der gavner på flere forskellige planer.

Mistro og mistillid

Hvad er grunden til, at vi nogle gange spørger ind til eller lytter til en anden persons faglighed, holdninger, værdier eller livssyn…og så snart det første punktum er sat, så vælter vi vores egen holdning ud over personen, som i nogle situationer, kan være bygget på manglende indsigt baseret på en andens overbevisning, behovet for at beskytte sit eget ego, frygt for emnet, frygt for konsekvensen, mistro, mistillid, en perception om at ting er på en bestemt måde?

Udviser vi denne adfærd, har vi skabt en situation, hvor modtageren skal starte med at forsvarer frem for at forklare – så teknisk set starter personen i minus og skal arbejde sig tilbage til et nulpunkt, hvorefter det videre forløb indeholder en energi, som skulle have været en helt anden og langt mere positiv.

Dette kan der være rigtig mange forklaringer på. Lige så mange forklaringer, som vi er mennesker, da vi alle kommer af noget forskelligt og ikke inderholder det samme. Forskelligheder som er ufattelig vigtige for os alle, da det er disse forskelligheder, der danner grundlag for at se hvem vi selv egentlig er, da den verden vi er en del af her og nu, er den verden hvori vores eget spejlbillede findes.

Kærlighed til dig selv

Så nej, vi skal ikke være ens. Vi skal ikke sammenligne mennesker med andre. Vi skal ikke tvinge vores egen ramme ned over andre. Vi skal ikke begrænse andre, ud fra vores egne begrænsninger. Vi skal ikke kræve, at vores egen virkelighed, skal være en andens. Vi skal ikke stoppe hinandens udvikling som mennesker og individer. Vi skal ikke…

…men bør vi ikke i stedet, udvise tillid og tro til og på hinanden – for med udgangspunkt i dette, giver vi os selv en mulighed for at udvikle os som mennesker, skabe de positive og frugtbare energier i vores omgivelser, som er nødvendige for vores egen personlige udvikling.

I min verden, er tro og tillid en kæmpe kærlighed til dig selv som menneske og de mennesker du har omkring dig – så håber inderligt du vil dyrke tro og tillid i dit liv, for det har du fortjent ❤️

Fortsat god sommer…☀️

PS: Stenene du ser på billedet, er ikke kun forhindringer, men sten der former landskabet foran dig. En nødvendighed for balancen og harmonien der hvor de ligger, da disse er med til, at få en masse andet til at gro og udvikle sig – så hav tillid til, at der er en større mening med alt og intet er til for at skade dig 🙏🏾

Hvad i alverden betyder “II”

Kender du ikke det, at vi kan have det med at give ting i vores liv en “værdi”, som kan være affødt af hændelser, episoder, oplevelser, overbevisninger og meget andet – så det for os selv har en værdi og giver mening, i forhold til hvordan vi oplever vores “egen” verden.

Personer der har kendt mig way back, kan svagt erindre at jeg engang gik rundt med en Jackson Five frisurer, inden jeg tog mig sammen til at skifte til det mere strømlinede Carl Lewis look, som holdt i et par år 🤣 Dengang havde jeg al mulig grund, til at smide en smart kasket på toppen, så den kunne holde på garnet, men det er først de seneste par år, at kasketten er blevet et mere eller mindre fast beklædningsgenstand på  mig.

Kasketten har en funktion og det er at holde mit skaldede hoved varmt, da der ikke længere er en lækker afro, der kan formes til alle mulige skulpturer – og her er kasketten en gave, specielt når det er koldt og man går rundt og savner lidt afro på toppen 🤓

Næsten alle mine kastetter er af samme producent, da logoet kan læses som “2” og samtidig kan læses som “11”. Det er her betydningen af kasketterne og ikke kun funktionsværdien kommer ind i billedet, da valget af kasket, har en kæmpe stor betydning for mig personligt… og hvordan det tænker du måske nu! – jo ser du:

Hvad er “II” (2) tallet?

For mig har tallet “2” altid været et lykketal. Tallet har været en kæmpe stor del af min bevidsthed, et tal som jeg har været draget i retning af, et tal som min personlighed nok også er bygget op omkring, da jeg ofte tænker i “sæt”, “par”, “to ens” og “balance”. Så gennem det sidste halve århundrede, har dette tal været en del af mig og æret er det blevet, på rigtig mange måder.

Hvad er tallet “11” så (II læst som 2 ét taller)?

Her rammer jeg det, som i min verden er omdrejningspunkter for ændringer i mit liv. Begivenheder som har haft en stort impact på min hverdag og den rejse jeg har været og er på og som ofte relaterer sig til tidspunkter eller datoen, hvor “11” går igen i et omfang, som min hjerne har set som et gentagende mønster – så 11 er en kæmpe del af mig og mit liv.

11. Februar:
Dette er dagen min far er født. Dagen hvor det liv som er grunden til, at mit liv blev en realitet, blev født. En helt speciel dag jeg mindes hvert år, da jeg uden min far ville være ingenting.

11. Oktober:
Efter at have tilbragt knap to år i Nigeria (i alderen 3-5 år), døde min far brat, hvorefter min mor tog rejsen over stok og sten tilbage til Danmark. Dagen hvor vi landede i Danmark var den 11. Oktober 1975, efter en længere opslidende rejse, hvor hun blev udfordret i at holde os alle samlet og komme ud af landet – så den 11. Oktober blev en dag, der for mig er mere end værdifuld at mindes.

11. Oktober:
I en alder af 37 år, blev jeg den 11. Oktober 2007 ramt af et hjertestop, som krævede 40 minutter med intens hjælp fra mine omgivelser.  Dernæst 48 timer i kunstig koma, hvorefter rejsen tilbage til livet begyndte, med de udfordringer der nu engang var tilstede, når man er blevet slynget rundt i gyngerne.  Føler jeg blev “genfødt” den 11. Oktober 2007 samtidig med, at jeg fik en “upgrade”, som var nødvendig for den retning jeg skulle bevæge mig i. Så jeg elsker den 11. Oktober, da jeg fik en chance mere, takket være en masse fantastiske mennesker omkring mig 🙏🏾❤️

11, 11, 11, 11, 11…
Ud over ovenstående nævnte hændelser, kan jeg komme med utallige andre historier, som rammer tidspunktet 11:11 eller datoen den 11., – men tror nu, at det er et godt sted at stoppe, da jeg tænker du kan se lidt af mønstret 😉

Hver gang jeg kravler i en af disse kasketter, mindes jeg min far med stor kærlighed, tænker på min mor med stor respekt for alt det hun har formået og føler mig samtidig super priviligeret over, at jeg fik en chance mere 🙏🏾

Derfor er en kasket i min verden – ikke bare en kasket ❤️

Kan du selv se et mønster i dit eget liv? Har du fundet værdi i bestemte tal? Er der ting som knytter dig til noget specifikt i dit liv? Er tilknytningen baseret på frygt, overtro, kærlighed, balance, harmoni? Eller har du følelsen af, at det hele bare er tilfældigheder – for så er dette, det helt rigtigt for dig,  i dit liv 👍🏾

Tak fordi du læste med 🙏🏾 – og god sommer til alle ☀️

Er forventninger “virkelige”?

Kender vi ikke alle følelsen af, at forvente noget af vores omgivelser, hvad enten det er familie, kolleger, en partner, venner, relationer og/eller kæledyr? Jo, det tror jeg da nok vi gør, for det er en kæmpe stor del af det vi er som mennesker, da forventninger bygger på vores måde at se verden på, ud fra det vi kommer af og er blevet til, på vores rejse gennem livet.

Kan vi nogle gange føle, eller har på et tidspunkt følt, at det er andre som skaber forventningerne i os, ud fra det de giver udtryk for eller måden de handler på, hvilket jo kan bringer os i en situation, hvor vi pludselig kan opleve, at der opstår “bristede forventninger” – medmindre, at de rent faktisk indfriede de forventninger vi havde til dem, som de havde skabt i os.

Er det vores omgivelser der skaber forventningerne i os, så er det jo dejlig belejligt, eftersom ansvaret så ikke ligger hos os selv, men derimod hos “ham”, “hende”, “de” og “dem”…da energien/reaktionen forbundet med “ikke indfriede forventninger”, ofte peger væk fra os selv og ud mod det vi mener er kilden til dem.

Dette afstedkommer en ny følelse vi kalder for “skuffelser” – skuffelsen over, at et andet eller andre mennesker ikke indfriede de forventninger, som den/de havde skabt i os, hvilket vel i bund og grund, er en dobbelt-oplevelse der kommer susende imod os, hvor begge dele er skabt af de rammer vi er en del af 😳

Er det derimod “indfriede forventninger” der er i fokus, så er det jo et tydeligt tegn på, at dem vi havde forventninger til, formåede at leve op til de forventninger de havde skabt i os, hvilket måske gør dem til nogle fantastiske mennesker 🤪

Er forventninger derfor “virkelige” og findes de overhovedet i virkeligheden?

Det tror jeg i den grad de er. De er så virkelige, at man på ingen måde kan være i tvivl. De er så virkelige, at vi alle har en ordentlig røvfuld af dem i os. Så virkelige, at vi knytter en masse følelser til dem. Så virkelige, at de kan spille os et puds, løfte os på mange måder og ikke mindst danne grundlag for de overbevisninger vi lader vores liv styres af, hvad enten det er på godt eller ondt.

Personligt mener jeg også, at “forventninger” mere er en “drøm”,, der starter inde i os selv og ikke er noget der bliver skabt af vores omverden. “Forventninger/drømme” er vores helt egen måde at danne et billede af vores “egen” verden på, hvor det udspringer af vores egne værdier, vores egne overbevisninger, vores egen måde at tolke på eller opleve de situationer vi står i – og med udgangspunkt i, hvad vi kommer af og hvad vi har oplevet gennem vores liv.

Så derfor mener jeg, at en af de helt store fejl vi som mennesker begår, er at have “forventninger til andre”. Hvordan kan vi forlange, at andre kan se det billede/drøm vi har inde i os selv, som er skabt af hvad vi har med og hvad vi er blevet til – hvilket er det “forventningerne/drømme” hviler på.

Lad os droppe “forventninger” og konvertere disse til “drømme” i stedet, for så kan den verden vi er en del af, tage udgangspunkt i hvad den/de hviler på og ikke hvad vi “forventer” den/de skal opnå, for at passe ind i vores “eget” verdensbillede, hvad så end billedet er 🙃

Vi er alle forskellige, så lad os give hinanden plads til at være dem vi hver især er – uden at stille krav i forhold til “forventninger”, som kun har noget at gøre med den person som stiller dem og ikke den verden, der er omkring vedkommende. Vores egne forventninger, kan være en begrænsning som gør, at vi aldrig opdager det potentiale der kan være hos dem eller de, vi begrænser ved at have forventninger.

Så…måske bør “forventninger” ikke være så virkelige?

Rigtig god Pinse…og måske er det hele bare en “drøm” ❤️

*******************

PS: Nej, jeg er ikke ramt af skuffede forventninger, men reflektere lidt over, hvilke forventninger vi stiller til andre i forbindelse med vores egne “drømme“.

PPS: Var til en koncert forleden, hvor ikke alle mine “forventninger” blev indfriet – men det betyder ikke, at de ikke spillede skide godt 😉

At se, at føle og til sidst at finde vej…

Har i weekenden haft fornøjelsen, at tilbringe tre super hyggelige dage i det jyske, sammen med nogle dejlige mennesker, hvor der blev talt, grinet, indtaget både vådt og tørt, samt delt en masse anekdoter fra hinandens liv, krydret med nogle dybe snakke om alt mellem himmel og jord 🥂🎉

Som afslutningen på det jyske eventyr, så satte vi os i bilen og trillede mod Kbh i det vildeste snevejr, hvor man flere gange havde lyst til at stige ud af bilen og gå resten af vejen fra Storebælt, da der var så fedtet på vejbanen, at hastigheden var langt under det tilladte…men smukt var det alligevel.

Sne gør jo noget ved os alle, hvilket alle sociale medier emmede af over weekenden, så efter vi havde fikset alt det praktiske, nappet lidt mocca, så kunne vi ikke stå for at gå en tur i lokalområdet, nu da sneen lå så tykt og blødt. Så trangen til at høre det knitre under fusserne, fik os i tøjet og ud i det fri kort tid inden mandagen ringede midnat.

Da vi på vores vej, kom til et større åbent område inde midt i et villakvarter, hvor vejen gik rundt om en stor plæne i midten, omgivet af villaer, masser af stillestående biler og ikke mindst god plads til at orientere sig, selvom sneen lå så tykt, at alt mere eller mindre gik ud i et – så hørte vi en lyd som skilte sig ud, men som alligevel virkede bekendt 😳

Midt på vejen, i alt det som for os var muligt at orientere os i, stod en yngre fyr midt på vejen og bankede sin blindestok hårdt gennem sneen for at finde asfalten i sin søgen efter “at finde vejen”.

Forsigtigt anmodede vi om, om vi måtte hjælpe ham ind på sikker grund og forhåbentlig i en retning, som harmonerede med hans slutdestination, hvilket han tog imod med kyshånd og takkede for venligheden, da han igen var kommet tilbage på rette spor.

Dette satte med det samme en lavine af tanker i gang, refleksioner som pressede mig til at se tingene på en lidt anderledes måde, følelser som ikke kun var mine egne i min søgen efter at rumme hans verden – hvor alt dette kom bragende, samtidig med at man kunne gå rundt og nyde de smukkeste omgivelser indhyllet i sne.

Det var ikke medlidenhed der umiddelbart ramte mig, men derimod den vildeste respekt for det menneske, som stod der midt på vejen og følte sig frem uden at kunne se verden omkring sig, men måtte føle sig frem, for at komme frem til det der var hans mål.

De fleste af os, går ud i verden, ser os omkring, vælger en retning, ser hvad verden består af, smiler til vores omgivelser og stopper op, når vi på afstand kan se, at der er noget vi skal passe på – hvilket jo på mange måder er det vildeste privilegie 🙏🏾

Lad os alle huske, at nyde det vi kan “se”, mærke det at “føle” og glædes over at kunne “finde vejen”, både for os selv og andre på gaden og i livet – for det er en gave, som vi ikke bør tage for givet 🙏🏾

//Uwem

PS: Til dig der stod der midt på vejen med blindestokken, så ved jeg du ikke kan se mit post her på FB, men håber du kan mærke min energi jeg sender i din retning, for der er så meget respekt for dig og dit mod til at tage et skridt af gangen, uden at kunne se hvor foden sættes – så et STORT TAK til dig, fordi du lærte mig noget i det smukke snevejr ❤️

Der anvendes cookies for at sikre, at du får den bedst mulige oplevelse af websitet. Hvis du fortsætter med at bruge websitet, vil vi antage at du er indforstået med det.