Har i weekenden haft fornøjelsen, at tilbringe tre super hyggelige dage i det jyske, sammen med nogle dejlige mennesker, hvor der blev talt, grinet, indtaget både vådt og tørt, samt delt en masse anekdoter fra hinandens liv, krydret med nogle dybe snakke om alt mellem himmel og jord 
Som afslutningen på det jyske eventyr, så satte vi os i bilen og trillede mod Kbh i det vildeste snevejr, hvor man flere gange havde lyst til at stige ud af bilen og gå resten af vejen fra Storebælt, da der var så fedtet på vejbanen, at hastigheden var langt under det tilladte…men smukt var det alligevel.
Sne gør jo noget ved os alle, hvilket alle sociale medier emmede af over weekenden, så efter vi havde fikset alt det praktiske, nappet lidt mocca, så kunne vi ikke stå for at gå en tur i lokalområdet, nu da sneen lå så tykt og blødt. Så trangen til at høre det knitre under fusserne, fik os i tøjet og ud i det fri kort tid inden mandagen ringede midnat.
Da vi på vores vej, kom til et større åbent område inde midt i et villakvarter, hvor vejen gik rundt om en stor plæne i midten, omgivet af villaer, masser af stillestående biler og ikke mindst god plads til at orientere sig, selvom sneen lå så tykt, at alt mere eller mindre gik ud i et – så hørte vi en lyd som skilte sig ud, men som alligevel virkede bekendt 
Midt på vejen, i alt det som for os var muligt at orientere os i, stod en yngre fyr midt på vejen og bankede sin blindestok hårdt gennem sneen for at finde asfalten i sin søgen efter “at finde vejen”.
Forsigtigt anmodede vi om, om vi måtte hjælpe ham ind på sikker grund og forhåbentlig i en retning, som harmonerede med hans slutdestination, hvilket han tog imod med kyshånd og takkede for venligheden, da han igen var kommet tilbage på rette spor.
Dette satte med det samme en lavine af tanker i gang, refleksioner som pressede mig til at se tingene på en lidt anderledes måde, følelser som ikke kun var mine egne i min søgen efter at rumme hans verden – hvor alt dette kom bragende, samtidig med at man kunne gå rundt og nyde de smukkeste omgivelser indhyllet i sne.
Det var ikke medlidenhed der umiddelbart ramte mig, men derimod den vildeste respekt for det menneske, som stod der midt på vejen og følte sig frem uden at kunne se verden omkring sig, men måtte føle sig frem, for at komme frem til det der var hans mål.
De fleste af os, går ud i verden, ser os omkring, vælger en retning, ser hvad verden består af, smiler til vores omgivelser og stopper op, når vi på afstand kan se, at der er noget vi skal passe på – hvilket jo på mange måder er det vildeste privilegie 
Lad os alle huske, at nyde det vi kan “se”, mærke det at “føle” og glædes over at kunne “finde vejen”, både for os selv og andre på gaden og i livet – for det er en gave, som vi ikke bør tage for givet
//Uwem
PS: Til dig der stod der midt på vejen med blindestokken, så ved jeg du ikke kan se mit post her på FB, men håber du kan mærke min energi jeg sender i din retning, for der er så meget respekt for dig og dit mod til at tage et skridt af gangen, uden at kunne se hvor foden sættes – så et STORT TAK til dig, fordi du lærte mig noget i det smukke snevejr 